Ungdommens uddannelsesvejledning
UU-Vejledning er et tilbud til dig, der er elev i grundskolen, aldrig er kommet i gang med en ungdomsuddannelse eller har afbrudt en ungdomsuddannelse.

UU-vejlederen kan hjælpe dig med, at vælge den rigtige ungdomsuddannelse eller skifte retning, hvis du har valgt den forkerte uddannelse.
Hvis du gerne vil i gang med en videregående uddannelse, kan du søge vejledning på studievalg.dk, hvis du allerede har gennemført en ungdomsuddannelse.
Du kan få vejledning om ungdomsuddannelser og videregående uddannelser telefonisk, på mail i chat eller på Facebook via eVejledning.
Kontakt
UU Vejledning
Telefon 79 72 72 50
Skriv sikkert til Unge og familie
Husk at fortrolige og personfølsomme oplysninger altid skal sendes sikkert.
Telefon 79 72 72 00
Telefontid:
Mandag-onsdag kl. 08:30 - 15:30
Torsdag kl. 08.30 - 17:00
Fredag kl. 08:30 - 12:00
Læs mere om ungdomsuddannelser og få hjælp og vejledning her:
Ungdomsuddannelser
Ungdomsuddannelser er uddannelser, der kan søges efter 9. eller 10. klasse. De to store hovedgrupper er erhvervsuddannelser og gymnasiale uddannelser. Erhvervsuddannelserne er erhvervskompetencegivende, mens de gymnasiale uddannelser er studieforberedende.
Adgangskrav og forudsætninger for at starte på de enkelte ungdomsuddannelser:
På UddannelsesGuiden UG.dk kan du læse mere om de forskellige fag, fagretninger og hverdagen på de enkelte ungdomsuddannelser. Nogle vælger at gå i 10. klasse typisk enten på 10. klassecentret på Syddansk Erhvervsskole eller på en efterskole, inden de starter på en ungdomsuddannelse.
Der er fire indgange til erhvervsuddannelserne:
- Teknologi, byggeri og transport: EUD og EUX
- Fødevarer, jordbrug og oplevelser: EUD og EUX
- Kontor, handel og forretning: EUD og EUX
- Omsorg, Sundhed og pædagogik: EUD og EUX
EUD er en erhvervsuddannelse, mens EUX er en erhvervsuddannelse med fag på gymnasialt niveau, der både giver erhvervskompetencer og studieforberedende kompetencer, så du kan søge ind på en videregående uddannelse på samme måde som med en studentereksamen.
Erhvervsuddannelserne er forskelligt opbygget, men fælles for dem er, at en del af uddannelsen foregår som praktik i en læreplads, elevplads eller i skolepraktik.
Der findes fire forskellige gymnasiale ungdomsuddannelser:
- Almen studentereksamen: STX
- Teknisk studentereksamen: HTX
- Merkantil studentereksamen: HHX
- HF-eksamen: HF
Er du ikke parat til at begynde på en erhvervsuddannelse eller en gymnasial uddannelse kan du:
- Tage en Forberedende grunduddannelse: FGU
- Få hjælp til at komme i job eller virksomhedspraktik
Kan du ikke gennemføre en ungdomsuddannelse på almindelige vilkår, har du mulighed for at blive indstillet og visiteret til en:
Uddannelsesvejledning og vejledningsaktiviteter
Vejledning til elever grundskolen og unge under 25 år:
En stor del af UU Billunds vejledning foregår på grundskolerne og retter sig mod dig, der er elev eller forælder til en elev i udskolingen.
Vejledningen kan være kollektiv, gruppebaseret eller individuel. Vejledningen tager typisk afsæt i vejledingsaktiviteter som fx introduktionskurser, brobygning eller erhvervspraktik.
Vejledningen skal bidrage til, at du kan træffe et reflekteret uddannelsesvalg.
Vi vejleder dig også gerne, hvis du har afsluttet grundskolen, men hverken er tilmeldt eller i gang med en ungdomsuddannelse.
Hvis du afbryder en ungdomsuddannelse tilbydes du vejledning hos UU Billund med henblik på at komme i gang med en ny job eller uddannelsesrettet aktivitet.
Hvis du er under 18 år har du pligt til at være i gang med job eller uddannelse. Vi skal hjælpe dig med at lave en uddannelsesplan, der sikrer dette.
Uanset hvilken målgruppe du tilhører, så er det forud for vejledningen en god idé, at overveje:
- Hvad er dine styrker?
- Hvilke positive og negative oplevelser har du med at gå i skole?
- Hvilken støtte kunne du få brug for?
- Vil du bruge din ungdomsuddannelse til at læse videre eller til at få et job?
- Hvilket job forestiller du dig, du kunne være god til?
Medbring gerne NemID/MitID og eksamensbeviser til vejledning.
Du kan kontakte din vejleder for at få personlig uddannelsesvejledning eller gå på opdagelse i uddannelsesmulighederne på UddannelsesGuiden.
Kontakt studievejlederen på din uddannelsesinstitution, hvis du allerede er i gang med en ungdomsuddannelse.
Kontakt din beskæftigelsesrådgiver i Ungeafdelingen eller Arbejdsmarkedsafdelingen, hvis du modtager uddannelseshjælp eller er i gang med et ressourceforløb.
Uddannelsesplanen
Alle unge, der forlader grundskolen, skal have en plan for videre uddannelse eller beskæftigelse. Du har automatisk en uddannelsesplan (din ansøgning om optagelse), hvis du går direkte fra grundskolen videre på en ungdomsuddannelse.
Hvis du ikke går direkte videre i uddannelsessystemet, skal din UU Vejleder og den kommunale ungeindsats sørge for at hjælpe dig på vej mod uddannelse eller beskæftigelse. Det gælder for alle unge op til 25 år, der hverken er i gang med eller har gennemført en ungdomsuddannelse. Din uddannelsesplan kan indeholde elementer på tværs af uddannelses-, beskæftigelses- og socialindsatsen i kommunen.
De forskellige ungdomsuddannelser kræver forskellige forudsætninger. Du kan læse mere om ungdomsuddannelserne og adgangskrav her:
- Uddannelser til unge
- Adgangskrav erhvervsuddannelser (eud/eux)
- Adgangskrav til gymnasiale uddannelser (hf, stx, hhx, htx)
Sammenhængende plan for vejledning
Alle kommuner skal udarbejde en beskrivelse af den enkelte kommunes skole – og vejledningsindsats. Denne beskrivelse kaldes den sammenhængende plan.
Hovedformålet med den sammenhængende plan er at sikre en systematisk, koordineret og sammenhængende vejledningsindsats for alle jer, der er elever i grundskolen. I den sammenhængende plan beskrives de vejledningsaktiviteter og den undervisning, der er relateret til kommunens tværfaglige indsatser, før du som elev i grundskolen skal vælge ungdomsuddannelse.
Planen indeholder også en beskrivelse af, hvordan vi i Billund Kommune i samarbejdet mellem skolerne og UU vejledningen identificerer dig, der har behov for en særlig målrettet skole- og vejledningsindsats.
Identifikationen tager udgangspunkt i Billund Kommunes Børne og Ungesyn, der bygger på, at alle børn og unge kan noget og gør det bedste de kan. Vi forventer, at du selv bringer dine egne styrker og ressourcer i spil i din rejse mod livsduelighed. Vi støtter dig i processen ved at sikre en god og bæredygtig overgang til den ungdomsuddannelse, du skal i gang med. Det er værdifuldt, at børn og unge er forskellige – derfor er vores vejledningsindsats tilpasset dit behov.
Skolen har overordnet ansvaret og forpligtigelsen for alle elever. Hvis du har behov for en særlig vejledningsindsats, kan du eller din skole altid kontakte UU vejlederen.
Årsplan for vejlednings- og undervisningsaktiviteter kan ses i nedenstående link som åbner en PDF.
Årsplan for vejlednings- og undervisningsaktiviteter